Babyakne

Baby- og børnehud
Babyakne
Marjolein Leenarts
Marjolein Leenarts, Dermatolog

Din lille guldklump har pludselig fået masser af bumser. Hvad blev der af den fejlfrie babyhud? Faktisk er babyhud ofte slet ikke så fejlfri. Det er ret almindeligt, at babyer udvikler pletter og bumser i de første måneder efter fødslen. Tilstanden kaldes babyakne. Hvad er årsagen til det? Og hvad kan du gøre ved det? Jeg kommer med gode råd.

Dr. Leenarts diskuterer babyakne

I grove træk

  • I alderen 0-8 måneder kan din baby udvikle akne i ansigtet.
  • Din baby får bumser, knopper og hudorme i ansigtet.
  • Babyakne giver ingen andre symptomer og efterlader normalt ingen ar.
  • Babyakne er ikke smitsomt og forsvinder normalt af sig selv, så behandling er oftest ikke nødvendigt. Jeg deler nogle tips til babyakne, som jeg er sikker på vil hjælpe dig.

 

Årsag

De fleste mennesker forbinder akne med teenagere i puberteten, men faktisk kan babyer også få det. Det kaldes babyakne. Babyakne udvikler sig normalt i alderen 0-8 måneder.

Det er ikke helt klart, hvorfor babyakne opstår hos nogle spædbørn. Sandsynligvis har det at gøre med, at talgkirtlernes aktivitet stimuleres af moderens (mandlige) hormon. Små drenge lider lidt oftere af det end piger.

Typer af babyakne

Det virker nogle gange, som om ethvert udslæt med røde knopper og bumser hos spædbørn kaldes babyakne. Men den rigtige, officielle babyakne – acne neonatorum – forekommer “kun” hos omkring 20 procent af alle spædbørn. Acne neonatorum kendetegnes ved hudorme, bumser og røde knopper på babyhuden, som regel kun i spædbarnets ansigt.

Udover acne neonatorum findes der to andre former for akne, som jeg beskriver nedenfor. Nogle hudlæger betragter disse former som separate hudtilstande, mens andre mener, at de blot er varianter af “rigtig” babyakne. Uanset hvad, så hører de efter min mening absolut hjemme på denne rådgivningsside.

Cefalisk pustulose

Cefalisk pustulose – også kendt som neonatal akne eller gærbumser – er en hudtilstand, hvor bumser og pustler dukker op i ansigtet og hovedbunden en til tre uger efter fødslen. Det er sandsynligvis gærsvampen malassezia furfur, der er årsag til denne hudtilstand. Den påvirker alles hud, men forårsager ikke altid problemer.

Cefalisk pustulose er en harmløs hudtilstand, der er meget almindelig og forsvinder igen af sig selv, men det kan tage op til flere uger eller måneder.

Erythema toxicum neonatorum

Erythema toxicum neonatorum er en hudsygdom, som er meget almindelig (ca. halvdelen af alle nyfødte). Et par dage efter fødslen opstår der røde pletter på huden, hvori der efterfølgende kommer hvidgule bumser. De ligner lidt loppebid. De kan forekomme i ansigtet, på kroppen, armene og benene, men aldrig på fodsålerne eller i håndfladerne.

Årsagen til denne hudtilstand er endnu ikke fastlagt. De røde pletter og hvidgule bumser forsvinder som regel af sig selv efter et par dage og giver ingen andre symptomer. Forskellen på denne hudtilstand og “rigtig” babyakne er, at dette udslæt forsvinder igen meget hurtigt, og at der ikke forekommer hudorme i forbindelse med det.

Symptomer

Akne hos spædbørn kendetegnes ved knopper, bumser og hudorme. De varierer i udseende. Aknen kan komme og gå over en længere periode. Bumserne, knopperne og hudormene opstår hovedsageligt i spædbarnets ansigt, især på kinderne. I nogle tilfælde også på skuldrene og bagkroppen. Det er netop hudormene, der er karakteristiske for ægte babyakne. De adskiller babyakne fra hudtilstanden cefalisk pustulose.

Udover udslæt med bumser kan din baby også udvikle andre former for udslæt. For eksempel fra eksem eller nogle af de klassiske børnesygdomme.

Behandling

De fleste forældre bryder sig ikke om, at deres lille baby har bumser på kinderne eller kroppen. Heldigvis er hudtilstandene, som er beskrevet ovenfor, harmløse. De forsvinder generelt af sig selv efter en til tre måneder og efterlader normalt ingen ar. Det er derfor på ingen måde nødvendigt at behandle dem.

Tips til babyakne, der ikke forsvinder af sig selv

Hvis babyaknen ikke forsvinder af sig selv, eller hvis du synes det tager for lang tid, eller at dit barn er særligt hårdt ramt af bumser, så kan du altid gå til lægen. Lægen kan nemlig ordinere cremer, der påføres lokalt på huden. Det kan hjælpe med at få babyaknen til at forsvinde hurtigere.

Det er også tilrådeligt at gå til lægen eller få en tid hos en hudlæge i tilfælde af svær babyakne, eftersom medicinsk behandling kan være nødvendigt for at forhindre dannelse af arvæv.

Og hvis din baby er syg i forbindelse med udslættet, eller hvis udslættet bare virker unormalt, er det altid bedst at gå til lægen. Gule skorper omkring næse og mund kan være tegn på impetigo, en (overfladisk) hudinfektion. Hvis dit barn har væskeholdige blærer af varierende størrelse, kan det være en af de klassiske børnesygdomme, som fx tredages-feber eller skoldkopper.

Tips til babyakne

  • Lad være med at pille ved/klemme bumserne. Det gør kun tilstanden værre og er smertefuldt for din baby. Det er bedst bare at lade huden helt være.
  • Babyhud er følsom og skrøbelig. Hudcellerne er mindre tætpakkede end hos voksne, hvilket gør babyhuden mere “åben” og modtagelig over for irriterende stoffer og ydre påvirkninger. Anvend derfor altid milde, neutrale hudprodukter uden parfume og allergener til din baby, såsom Dr. Leenarts hudpleje.

Måske er disse produkter lige de rigtige for dig?

Ofte stillede spørgsmål om babyakne

Giver babyakne ar?

Nej, huden heler oftest uden symptomer og efterlader normalt heller ingen ar.

Er babyakne smitsomt?

Nej, babyakne smitter ikke.

Gør babyakne ondt på min baby?

Nej, din baby er heldigvis ikke påvirket af hudtilstanden.

Hvor længe varer babyakne?

Babyakne forsvinder som regel af sig selv efter et par måneder. Hvis tilstanden ikke går væk af sig selv, kan du bede din læge om at ordinere specielle cremer, som påføres lokalt på huden og hjælper babyaknen med at forsvinde hurtigere.

Skal jeg anvende særlige akneprodukter på min baby?

Nej, i næsten alle tilfælde går babyakne væk af sig selv. Anvend aldrig akneprodukter på din babys sarte hud.

Kan babyakne skyldes flaskeernæring?

Babyakne forekommer i alderen nul til otte måneder, så det kan sagtens være, at bumserne dukker op, lige når du er gået over til at give flaske. Derfor er mistanken helt forståelig. Men der er ingen sammenhæng mellem babyakne og flaskeernæring. Ligesom der ikke lader til at være nogen sammenhæng mellem amning og udvikling af akne hos spædbørn.

Kan babyakne være et tegn på allergi over for komælk?

Nej, der er ingen sammenhæng mellem akne og komælksallergi.

Hvad er forskellen på babyakne og eksem?

Ved akne opstår der knopper, bumser og hudorme. Ved eksem er huden tør med røde, skællende pletter og nogle gange knopper og blærer. Eksem klør også ofte, modsat akne.

Hvad er årsagen til babyakne?

Årsagen er endnu ikke helt fastlagt. Men man mener, at tilstanden skyldes (androgene) hormoner, der kommer fra moderen eller fra barnet selv.

Flere gode råd fra Dr. Leenarts

  • Waterpokken bij kinderen

    Skoldkopper

    Har dit barn røde pletter og blærer over hele kroppen? Så er der en stor chance for, at dit barn har fået skoldkopper. En irriterende sygdom, især kløen. Hvordan begynder skoldkopper? Hvad er forløbet? Kan du lindre kløen? Og hvordan forholder det sig med graviditet og skoldkopper? Jeg forklarer det hele.
  • kinderziektes

    Klassiske børnesygdomme

    Før eller siden får alle børn pludselig feber og røde pletter: En klassisk børnesygdom. Men hvilken af de seks børnesygdomme er der tale om? De har alle meget ens symptomer, såsom døsighed og udslæt. Kan dit barn få dem alle på én gang? Hvilke børnesygdomme er ufarlige? Og hvornår skal du slå alarm? Jeg forklarer, hvordan du kan kende forskel på de forskellige klassiske børnesygdomme.
  • Zwangerebuik en de huid verzorging tijdens zwangerschap

    Huden i graviditeten

    Når du er gravid, er der meget, der ændrer sig. Også din hud. Du kan udvikle akne, og huden kan blive mørkere. Og hvad er den der graviditetsmaske, som du sikkert har hørt om? Jeg forklarer det hele og giver tips til god hudpleje i graviditeten.