Kontakteksem

Voksenhud
Kontakteksem
Marjolein Leenarts
Marjolein Leenarts, Dermatolog

Man kan anvende den samme creme i årevis uden problemer og så pludselig få en allergisk reaktion. Det kaldes kontakteksem (eller hudallergi, kontaktallergi). Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis du bliver nødt til at sige farvel til din yndlingscreme, men det kan desværre være en nødvendighed. Jeg forklarer, hvad kontakteksem er, hvordan du kan kende det, og hvad du kan gøre, hvis du pludselig får en allergisk reaktion.

Dr. Leenarts diskuterer kontakteksem

Hvad er kontakteksem?

  • Kontakteksem er en allergisk hudreaktion på visse ingredienser i kosmetiske produkter.
  • En ud af fire voksne mennesker i Europa udvikler kontakteksem.
  • Parfume (duftstoffer) og visse konserveringsmidler i kosmetiske produkter er dokumenterede udløsere af kontakteksem.
  • Kontakteksem viser sig ved udslæt med rødme, kløe, knopper og/eller blærer.
  • En fornuftig hudplejerutine indebærer brug af neutrale hudprodukter, der minimerer risikoen for at udvikle allergiske hudreaktioner.

Årsager

Hvordan udvikler man kontakteksem? Jeg bruger altid eksemplet med en spand: Hver gang du kommer i kontakt med en bestemt ingrediens, fyldes spanden mere op. Og på et tidspunkt er spanden fuld, og så er du allergisk over for ingrediensen. Sådan bliver det ved med at være hele livet igennem.

Nogle mennesker har en meget stor spand; de kan anvende alle slags produkter med alle mulige stoffer uden problemer. Andre har en lille spand og kan udvikle allergi allerede i barndommen. Hvor stor din spand er, kan du ikke vide på forhånd. Og det er netop det, der gør kontakteksem så irriterende – man kan få det uden at vide det. Du kan anvende den samme dagcreme gennem årtier, og så lige pludselig, fra den ene dag til den anden, beslutter din hud, at den har fået nok.

Når du først er allergisk over for et bestemt stof, vil du være det resten af livet. Hver gang din hud kommer i kontakt med stoffet, vender symptomerne tilbage.

Typer af kontakteksem

I modsætning til almindelig atopisk eksem er kontakteksem ikke arveligt: Du opbygger det, fordi din hud gentagne gange kommer i kontakt med et bestemt stof.

Udover allergisk kontakteksem findes der også irritativt kontakteksem. Det er en form for eksem, der skyldes irritation fra et bestemt stof (fx terpentin), men eksempelvis også hyppig håndvask med vand og sæbe.

I øvrigt kan vores hud reagere voldsomt på alle mulige ting, ikke kun allergiske stoffer i kosmetik. Huden kan eksempelvis reagere på visse fødevarer, medicin, kulde, varme og tryk. Denne type af allergiske hudreaktioner kaldes urticaria. I sådanne tilfælde kommer der røde pletter på huden med det samme eller inden for en time, som forsvinder igen inden for 24 timer.

Hvilke stoffer kan forårsage allergiske reaktioner?

Kontakteksem er en hudlidelse, der har været genstand for grundig forskning. Dermatologer ved derfor med sikkerhed, at parfume/duftstoffer og visse konserveringsmidler er de største syndere, hvad angår allergiske reaktioner i kosmetik. Men visse UV-filtre eller uldalkoholer kan også forårsage reaktioner. En fælles betegnelse for disse stoffer er “allergener”.

Kontakteksem kan også skyldes stoffer, som ikke anvendes i hudprodukter, herunder:

  • Metaller (nogle mennesker er allergiske over for nikkel i deres ring)
  • Stoffer i handsker eller støttestrømper (gummi i rengøringshandsker kan forårsage irritation)
  • Stoffer i neglelak

Symptomer og forløb

Kontakteksem ligner almindelig eksem på en prik: Udslæt med rødme, skællende pletter, kløe, knopper og/eller blærer. Symptomerne opstår cirka tre dage efter, at man har været i kontakt med et allergisk stof. Tør hud i ansigtet behøver ikke nødvendigvis at være kontakteksem.

Det er også vigtigt at vide, at udslættet ikke nødvendigvis opstår lige netop dér, hvor huden har været i kontakt med allergenet. Eksem omkring øjnene kan du næsten være sikker på er kontakteksem. Det skyldes, at huden her er så tynd, at den er ekstra sart over for allergenet. Nogle gange får personer med allergi over for neglelak udslæt omkring øjnene som det eneste symptom. Det skyldes, at de ubevidst rører sig i ansigtet flere gange om dagen.

Hvor længe varer en allergisk hudreaktion?

Varigheden af allergiske hudreaktioner varierer meget. Under alle omstændigheder fortsætter reaktionen naturligvis, hvis du bliver ved med at udsætte huden for det udløsende stof. Så snart du stopper med det, vil udslættet langsomt aftage. Det kan tage alt fra dage til uger, afhængigt af reaktionens sværhedsgrad.

Hvordan behandler man kontakteksem?

Hvad skal man gøre i tilfælde af en allergisk hudreaktion? Først og fremmest er det vigtigt at identificere stoffet, der forårsager den allergiske reaktion. Ved et pludseligt eksemudbrud eller udslæt leder man som regel efter synderen blandt de senest købte og anvendte skønhedsprodukter. Men desværre er det som regel ikke så enkelt med kontakteksem; det er ofte svært at identificere, hvor den allergiske reaktion kommer fra. Man kan trods alt fra den ene dag til den anden udvikle allergi over for en creme, man har anvendt i årevis…

Ingredienser i kosmetik, som mange mennesker reagerer på, er duftstoffer og konserveringsmidler. Men nikkel i en ring, gummi i en handske eller andre arbejdsrelaterede stoffer kan også være synderen. Ved en allergisk reaktion på hænderne (håndeksem) er det derfor vigtigt at tjekke sine vaner: Måske vasker du for ofte hænder, går med ring(e), bruger gummihandsker til rengøring eller anvender en bestemt håndcreme? Det kan meget vel være, at en af disse faktorer er årsag til udslættet.

Test for hudallergi: Lappetest

Hvis du har mistanke om, at dit udslæt skyldes allergi over for en creme, kan en allergitest køre dig klogere. En sådan test hjælper nemlig med at finde ud af, om hudallergien forårsages af en bestemt ingrediens.

Man kan ikke blive testet for hudallergi med en blodprøve, men der er en anden løsning: En såkaldt “lappetest”, som udføres af en hudlæge. Den foregår på følgende måde: Mere end 30 stoffer fra det europæiske standardsortiment og eventuelt egne produkter klistres på ryggen med plastre. To dage senere fjernes plastrene, og det markeres med en tusch, præcis hvor de enkelte stoffer var påklistret. Tre til fire dage efter, at plastrene blev sat på, aflæses testen, og det kontrolleres, om der opstod en allergisk reaktion, og i så fald hvorhenne. Hvis der kan aflæses en tydelig reaktion, begynder det sande detektivarbejde, for den fundne allergi er ikke nødvendigvis årsag til dit udslæt.

Test dig selv for hudallergi med en ROAT-test

Lappetesten udføres som nævnt af en hudlæge, men du kan også selv teste dig for hudallergi derhjemme med den såkaldte ROAT-test (Repeated Open Application Test). Fremgangsmåden ved denne test er at påføre et kosmetisk produkt gentagne gange på huden lige under albuebøjningen. Det gør du 2 gange om dagen i 14 dage.

Så snart du ved, hvilket stof du er allergisk over for, skal du kontrollere ingredienslisterne for de kosmetiske produkter, der indgår i din hudplejerutine. Hvis et eller flere af dine produkter indeholder stoffet, er det bedst at stoppe brugen af det/dem helt.

Forebyggelse af kontakteksem?

Man kan aldrig helt forebygge kontakteksem. For man kan jo ikke vide, hvilken ingrediens man allerede er allergisk for eller pludselig udvikler allergi over for, før en reaktion opstår. Og der findes rigtig, rigtig mange ingredienser derude – muligvis millioner!

Hvis du vil være på den sikre side, bør du anvende neutrale hudprodukter uden irriterende stoffer. Altså produkter, der hverken indeholder parfume, duftstoffer, farvestoffer eller konserveringsmidler. Du kan anvende en neutral ansigtscreme, kropscreme, håndcreme eller læbepomade, så ofte du vil. Og fordi de ikke indeholder irriterende ingredienser, er de velegnede til selv den mest følsomme hud hos både små og store, unge og ældre.

Naturligvis udelukker neutral hudpleje ikke muligheden for at udvikle kontakteksem, men det minimerer din huds eksponering for de største, veldokumenterede syndere, såsom parfume. Og dermed mindsker du risikoen for at udvikle allergiske reaktioner betragteligt.

Hudallergi hos børn

Hvad med kontakteksem hos børn? Fordi allergier (gradvist) opbygges, er kontakteksem mindre almindeligt hos børn. Men det findes bestemt! I løbet af deres barndom kan børn ubemærket opbygge allergier.

Derfor er det vigtigt, at dine børn ikke anvender for mange hudprodukter. Men det kræver vedholdenhed. Hvis man blindt stoler på beauty brands på sociale medier og i fjernsynet, virker det helt normalt og endda tilrådeligt at sæbe sit barn ind hver dag, vaske dets hår og smøre det ind i bodylotion – som en slags mini-spa. Eftersom unge forældre hele tiden modtager små, sjove, gratis prøver på diverse produkter, bliver nyfødte i gennemsnit udsat for så mange som otte forskellige hudprodukter i løbet af de første uger af deres liv. Det er i alt mindst 48(!) ingredienser.

Babyhud

Prøv at undgå ovenstående og vær altid kritisk over for babyprodukter, da det hverken er godt eller nødvendigt for babyhud at komme i kontakt med så mange forskellige stoffer. En baby har en forholdsvis stor hudoverflade i forhold til sin kropsvægt. Hudens gennemtrængelighed er også større. Potentielt skadelige stoffer kan derfor lettere trænge gennem huden ind i kroppen.

Så meget desto mere grund til at være meget kritisk over for babyprodukter. Hvis dit barn har normal hud, er hovedreglen: Mindre er mere!

Børn med eksem eller tør hud

Men hvis dit barn har eksem eller generelt lider af meget tør hud, så skal huden holdes fedtet. Det er nemlig nødvendigt for at genoprette hudbarrieren. Men pas på, for eftersom disse børn har brug for regelmæssig indsmøring i fede cremer og medicinske salver, er det særligt vigtigt at anvende neutrale hudprodukter, der indeholder så få stoffer som muligt, som de senere hen kan udvikle allergi over for. Prøv altså så vidt muligt at undgå hudprodukter, der indeholder allergifremkaldende stoffer.

Duftstoffer og hudallergi

Som hudlæge råder jeg alle til at undgå parfume – uanset om man har kontakteksem eller ej. Desværre indeholder et utal af hudprodukter parfume, og hvis man ikke er forsigtig, kan man nemt udsætte sin hud for parfume hver eneste dag. Overvej følgende: Mange mennesker går i bad om morgenen og renser huden med en friskt duftende showergel, bruger efterfølgende en kraftig deodorant og smører sig ind i en dejligt duftende creme fra top til tå. Et hav af skønhedsprodukter dufter godt, og det er desværre oftest en tydelig indikation på, at de indeholder duftstoffer. Der findes endda zinksalver (til bleeksem/rød numse hos børn) med parfume. Er det virkelig nødvendigt?

Og lad os lige få noget på det rene: Huden er fuldstændig ligeglad med, om stoffer er naturlige eller syntetiske. Det gør overhovedet ingen forskel i forhold til allergi. Mange mennesker er eksempelvis allergiske over for æteriske olier!

Naturlige, “hypoallergene” og allergivenlige hudprodukter?

Man skulle tro, at “naturlig”, “hypoallergen” eller “allergivenlig” hudpleje er et fornuftigt valg. Men desværre er de tre ord ikke synonymer for “sikker”; de siger intet om risikoen for at udvikle allergiske reaktioner. Faktisk ser dermatologer flere og flere allergiske reaktioner på denne slags naturlige ingredienser. Naturlige duftstoffer er notoriske syndere. Der er endda undersøgelser, der viser, at en ud af ti udvikler allergi over for disse duftstoffer.

I øvrigt bør du spørge dig selv, hvor naturligt noget der indgår i en creme egentlig er… For inden noget fra “naturen” ender i en tube med creme, går det gennem mange fabriksprocesser og behandlinger. Kan man stadig kalde sådan en creme “naturlig”?

Tips til kontakteksem

  • Bedøm skønhedsprodukter ud fra deres ingredienslister. En høj pris siger ikke nødvendigvis noget om, hvor effektivt et produkt er; gode hudprodukter behøver ikke at koste meget. Selv påstande om at visse produkter er “naturlige”, “allergivenlige” eller “hypoallergene” siger ikke noget om, hvor gode og sikre produkterne er for huden.
  • Som hudlæge mener jeg ikke, at hudprodukter bør indeholde stoffer, som man kan udvikle allergi over for. Derfor har jeg udviklet min egen hudplejeserie. Naturligvis indeholder mine produkter hverken parfume, duftstoffer eller visse konserveringsmidler, som kan forårsage allergiske reaktioner. Takket være de nøje udvalgte ingredienser er chancen for en allergisk reaktion på mine produkter ekstremt lille.

  • Drop hudpleje, der indeholder parfume. Få den gode duft fra parfume på flaske i stedet for at få den fra en creme. Endnu bedre er det at spraye parfumen i håret eller på tøjet i stedet for direkte på huden. Duften bliver faktisk siddende i lang tid!
  • Kontakteksem kan forbedres betydeligt eller endda forsvinde helt, hvis man undgår visse ingredienser.

Måske er disse produkter lige de rigtige for dig?

Ofte stillede spørgsmål om kontakteksem

Hvordan kan jeg vide, om et produkt indeholder parfume?

Det kan være svært at undgå parfume, for selv om det ikke nødvendigvis indgår i ingredienslisten, kan det stadig være i produktet. Der vil ikke stå “parfume”, men fx geraniol, linalool eller citronellol. Der findes hele 26(!) duftstoffer, der ikke falder ind under paraplybegrebet “parfume”, men som skal anføres separat på en etiket.

Jeg siger altid til mine patienter, at hvis et produkt dufter godt, så indeholder det duftstoffer. Og det er ligegyldigt, om det så er en kemisk eller en naturlig duft.

Hvordan plejer jeg overfølsom hud?

Overfølsom hud reagerer hurtigt kraftigt på visse ingredienser. Du kan være allergisk over for ingredienser, som findes i mange hudprodukter. Hvis du har fået en allergisk reaktion og gerne vil identificere synderen, kan du lave en ROAT-test derhjemme. Eller hvis du er mere tryg ved det, kan du få en hudlæge til at lave en lappetest. 

Er din hud overfølsom, vil jeg til enhver tid anbefale dig at anvende neutral hudpleje.

Kan man få kontakteksem af vaskemiddel/vaskepulver?

I teorien er det bestemt muligt. Men det er min erfaring, at det sker ret sjældent. Vaskemiddel er ofte det første, der udskiftes, når nogen i familien får udslæt. Men i første omgang er det vigtigere at tage et grundigt kig på, hvad der smøres direkte på huden.

Flere gode råd fra Dr. Leenarts

  • droge huid benen

    Tør hud

    Din hud føles stram, kløende og slår måske endda sprækker. Især om vinteren. Det er kendetegnene ved tør hud. En helt ufarlig, men irriterende hudtilstand. Jeg kommer med gode råd til at slippe af med tør hud.
  • Luieruitslag

    Bleeksem

    Bleeksem kan kendes på røde pletter, knopper eller sår på huden i bleområdet. Næsten alle børn får det i ny og næ. Bleeksem forekommer også hos voksne med inkontinens. Hvordan behandler man det?
  • berg hoofdhuid baby

    Arp

    Arp hos spædbørn ser måske ikke så lækkert ud, men det er ganske ufarligt. Næsten alle babyer får det. Du kan kende det på de gulbrune skæl og skorper – også kaldet mælkeskorper – i din babys hovedbund. De sidder ofte fast i håret og kan have en fad lugt. Hvordan slipper man af med arp? Jeg kommer med gode råd.